En huggestand som den så ud i 1967
Vi er tilbage i Rønne i første uge af juni 1967, svendestykket var estimeret til 14 dage, ud over det var der afsat en uge til bedømmelse, så jeg kunne modtage mit svendebrev 1. august. En arbejdsuge i 1967 var på 48 timer så jeg havde 96 timer i alt, det var mange timer til denne opgave, så jeg var besluttet på at arbejde stille og omhyggelig. Der var åbnet op for muligheden af at man kunne hugge svendestykket med hjælp af maskiner, først og fremmest trykluftværktøj, benyttede man mekanisk værktøj kunne man højst opnå karakteren bestået, men ville man have en bedre bedømmelse skulle stenen hugges på den gamle måde med hammer og mejsel, det åbnede for karaktererne, ud over bestået – veludført – antaget med ros – bronze og sølvmedalje. (der er ingen guldmedalje) jeg gik naturligvis efter sølvmedaljen der ikke var uddelt på Bornholm i mere end 40 år. Grunden til det var, at jeg i min læretid havde haft glæden ved at arbejde på mange store og spændende opgaver, og derfor følte mig klar til at løfte opgaven. Inden jeg skulle starte på selve behugningen var der gået to ting forud, først havde jeg lavet en tegning med beskrivelse samt en zink skabelon til profilerne, den skulle bruges til at hugge profilerne efter og dernæst blev den brugt i den endelige bedømmelse. Tegningerne skulle bedømmes af skuemestrene, for at sikre at svendestykket havde den rette sværhedsgrad. Den anden ting var et besøg i ”Klippeløkken” som er stenbruddet hvor man bryder blå Rønne granit, jeg havde beskrevet at svendestykket skulle udføres i F granitten som er den fineste granit fra klippeløkken. Jeg var meget spændt på besøget, selvom bruddet kun lå få kilometer fra stenhuggeriet, havde jeg aldrig været der. Jeg blev kørt derop af direktør Staffensen, i bruddet var der kløvet to sten, som jeg kunne vælge imellem, efter en kort inspektion traf jeg mit valg, derefter blev stenen leveret til stenhuggeriet og opsat på bukke af to arbejdsmænd. I modsætning til mine andre lærlinge venner, huggede vi sten fra morgen til aften, vi var aldrig med på kirkegården, eller deltog i monteringsarbejde, lærlingeuddannelsen omfattede ikke kløvning, hugning af bogstaver eller polering af sten, en del af disse discipliner er i dag en del af uddannelsen, så sammenholdt med at uddannelsestiden er blevet kortere får stenhugger lærlinge i dag en bredere og mere all round uddannelse, til gengæld er deres praktiske kunnen væsentlig mindre end den vi havde.
Stenbrud
Hugning af stenen
Jeg startede på stenen mandag morgen kl. 7 først skulle stenen kikkes efter og vurderes. På grund af stenens aflejring af henholdsvis glimmer og feldspat vil den kløve ud i nogenlunde rette vinkler, så hvis man arbejder med disse elementer vil behugningen gå væsentlig nemmere end hvis man går imod.
Råblokken, man kan ane kilhullerne som lyse aftegninger
Jeg startede med den ene langkant på stenens opside, først en streg til at hugge efter derefter blev kanten hugget efter stregen med et kantjern., På kanten blev der hugget et retslag der en ca. 2 cm bred bræmme med en bredmejsel (andre fag kalder den en fladmejsel) Når retslaget er hugget lægges der en trælineal der er indsmurt i okker på fladen, ved at køre linealen frem og tilbage afsættes der okker på de højeste punkter, disse punkter bliver nedhuggede med bredmejslen indtil linealen afsætter en ensartet og jævn farve på retslaget, nu er den helt lige og man kan gå videre med et retslag i den ene ende, fremgangsmåden er den samme, den tredje kant skal være helt parallel med den forrige, det er meget væsentlig, fordi fladen ikke skal vride, det gør man ved hjælp af to retstokke, den ene sættes op på retslaget den anden bruges til at flugte med, der kan nu slås en streg og det tredje retslag hugges, når retstokkene flugter er retslaget færdig, og man kan lave et retslag på den sidste langkant. Nu er der 4 retslag der går rundt langs med stenens kanter, imellem disse retslag er der en forhøjning der skal planeres. Først hugges der med en spidsmejsel, til der er en ca. er ½ cm. Forhøjning, så skal der bruges pudshamre den første er den grove stokhammer (gr1) en stokhammer ligner nærmest en kødhammer med prismer, og bruges ved at hugge den hårdt ned i stenen. Hammeren vejer flere kilo, derfor kan man ikke hugge ved at slå med armene, i stedet for holder man armene relative stive og hugger ved at vugge med kroppen, det er hårdt, men hvis man er i træning er det ikke et problem. Efter brugen af den grove stokhammer er stenen næsten jævn. Svendestykket skulle være stok- men riffelhugget, derfor blev stokhammeren skiftet ud med en riffelhammer gr. 1 riffelhammeren har riller i stedet for prismer, og giver en rillet overflade, disse riller skal lægge nøjagtige, parallelle og vinkelrette på de øvrige flader, grad 1 hammeren udskiftes med gr.2 som laver den sidste planering, samtidig med der kontrolleres flittig med retstokken. Det er af afgørende betydning at fladen er lige, fordi der er den man efterfølgende måler ud fra. Den sidste hammer er gr.3 hammeren. Den er rent kosmetisk, hvor stenens rifler bliver markeret.
Stenens overside er nu færdighugget, og jeg
er startet på hugning af den første kant.
Når jeg har brugt så mange ord på at beskrive processen er det i håb om, at læseren fornemmer at det er en meget tidskrævende proces, det er ikke svært, men kræver stor omhyggelighed og en god fysik, det svære ligger i hjørner, kanter og profilerne, så nervepresset vil ligge sidst i forløbet hvor et kiks ikke kan løses ved at starte på en ny sten. De øvrige kanter hugges på præcis samme måde som beskrevet, eneste forskel er blot at man ikke skal flugte retningen, men kan benytte vinklen.
Der arbejdes på den 3 kant, man kan se de
4 retslag og forhøjningen, der næsten er hugget ned
Da jeg skulle hugge den sidste kant var jeg desværre lidt uopmærksom, det skyldtes sikkert at jeg havde været i byen aftenen før med vennerne, jeg kom lidt for langt ned i stenen og der blev en fordybning på ca. 3 mm. I en gr. 3 hugning må der max være 2 mm. Selvom jeg fik trukket hullet ud på hele fladen så den ikke er synligt med det blotte øje, kunne den ikke skjules for en lineal og et fagligt øje, Så min sølvmedalje røg som prisen for en glad aften i byen, og mit eneste håb var at dommerne overså den, men sådan går det jo sjældent i den virkelige verden. Bunden var hurtig overstået den var beskrevet som tugtet fuge, det vil sige den var grovhugget da den skulle ligge på jorden og derved ikke var synlig. Stenen var nu hugget på alle 6 sider, og havde form som en stor tændstikæske.