Stenhugning på den gamle facon ...

Mit svendestykke

anno 2008

 

For kort siden stødte jeg på en æske i en skuffe i pengeskabet, jeg vidste naturligvis godt hvad det var, det var min gamle bronzemedalje som, jeg fik for udførelsen af mit svendestykke. I de første år efter, var medaljen med til at styrke mit faglige selvværd, jeg var ofte inde og se på den, og viste den frem med stolthed til alle der ville se den, i dag er den blevet et minde om en tid der var. Jeg har fået lyst til at beskrive arbejdet med mit svendestykke, fordi den repræsenterer en svunden tid, som ikke kommer tilbage, først og fremmest er lærlingeuddannelsen ændret, og maskinerne har vundet indpas på stenhuggeriet, så en sten der er hugget som 100 % håndværk er sikkert ikke noget der vil blive fremstillet mere, derfor har jeg mig besluttet for at fortælle denne historie, en anden grund er, at jeg tog et billede hver dag for at følge processen, desværre er mine evner som fotograf ikke på samme niveau som min kunnen med stenen, og kameraet var en billig model, så resultatet er at en del af billederne mangler, en del er taget uden at blitzen virkede, og resten er slørede, men da det er et lille stykke stenhugger historie, har jeg valgt at bringe dem, som illustration til beskrivelsen.

 

En huggestand som den så ud i 1967

 

Vi er tilbage i Rønne i første uge af juni 1967, svendestykket var estimeret til 14 dage, ud over det var der afsat en uge til bedømmelse, så jeg kunne modtage mit svendebrev 1. august. En arbejdsuge i 1967 var på 48 timer så jeg havde 96 timer i alt, det var mange timer til denne opgave, så jeg var besluttet på at arbejde stille og omhyggelig. Der var åbnet op for muligheden af at man kunne hugge svendestykket med hjælp af maskiner, først og fremmest trykluftværktøj, benyttede man mekanisk værktøj kunne man højst opnå karakteren bestået, men ville man have en bedre bedømmelse skulle stenen hugges på den gamle måde med hammer og mejsel, det åbnede for karaktererne, ud over bestået – veludført – antaget med ros – bronze og sølvmedalje. (der er ingen guldmedalje) jeg gik naturligvis efter sølvmedaljen der ikke var uddelt på Bornholm i mere end 40 år. Grunden til det var, at jeg i min læretid havde haft glæden ved at arbejde på mange store og spændende opgaver, og derfor følte mig klar til at løfte opgaven. Inden jeg skulle starte på selve behugningen var der gået to ting forud, først havde jeg lavet en tegning med beskrivelse samt en zink skabelon til profilerne, den skulle bruges til at hugge profilerne efter og dernæst blev den brugt i den endelige bedømmelse. Tegningerne skulle bedømmes af skuemestrene, for at sikre at svendestykket havde den rette sværhedsgrad. Den anden ting var et besøg i ”Klippeløkken” som er stenbruddet hvor man bryder blå Rønne granit, jeg havde beskrevet at svendestykket skulle udføres i F granitten som er den fineste granit fra klippeløkken. Jeg var meget spændt på besøget, selvom bruddet kun lå få kilometer fra stenhuggeriet, havde jeg aldrig været der. Jeg blev kørt derop af direktør Staffensen, i bruddet var der kløvet to sten, som jeg kunne vælge imellem, efter en kort inspektion traf jeg mit valg, derefter blev stenen leveret til stenhuggeriet og opsat på bukke af to arbejdsmænd. I modsætning til mine andre lærlinge venner, huggede vi sten fra morgen til aften, vi var aldrig med på kirkegården, eller deltog i monteringsarbejde, lærlingeuddannelsen omfattede ikke kløvning, hugning af bogstaver eller polering af sten, en del af disse discipliner er i dag en del af uddannelsen, så sammenholdt med at uddannelsestiden er blevet kortere får stenhugger lærlinge i dag en bredere og mere all round uddannelse, til gengæld er deres praktiske kunnen væsentlig mindre end den vi havde.

 

 

Stenbrud

 

Hugning af stenen

 

Jeg startede på stenen mandag morgen kl. 7 først skulle stenen kikkes efter og vurderes. På grund af stenens aflejring af henholdsvis glimmer og feldspat vil den kløve ud i nogenlunde rette vinkler, så hvis man arbejder med disse elementer vil behugningen gå væsentlig nemmere end hvis man går imod.

 

 

Råblokken, man kan ane kilhullerne som lyse aftegninger

 

Jeg startede med den ene langkant på stenens opside, først en streg til at hugge efter derefter blev kanten hugget efter stregen med et kantjern., På kanten blev der hugget et retslag der en ca. 2 cm bred bræmme med en bredmejsel (andre fag kalder den en fladmejsel) Når retslaget er hugget lægges der en trælineal der er indsmurt i okker på fladen, ved at køre linealen frem og tilbage afsættes der okker på de højeste punkter, disse punkter bliver nedhuggede med bredmejslen indtil linealen afsætter en ensartet og jævn farve på retslaget, nu er den helt lige og man kan gå videre med et retslag i den ene ende, fremgangsmåden er den samme, den tredje kant skal være helt parallel med den forrige, det er meget væsentlig, fordi fladen ikke skal vride, det gør man ved hjælp af to retstokke, den ene sættes op på retslaget den anden bruges til at flugte med, der kan nu slås en streg og det tredje retslag hugges, når retstokkene flugter er retslaget færdig, og man kan lave et retslag på den sidste langkant. Nu er der 4 retslag der går rundt langs med stenens kanter, imellem disse retslag er der en forhøjning der skal planeres. Først hugges der med en spidsmejsel, til der er en ca. er ½ cm. Forhøjning, så skal der bruges pudshamre den første er den grove stokhammer (gr1) en stokhammer ligner nærmest en kødhammer med prismer, og bruges ved at hugge den hårdt ned i stenen. Hammeren vejer flere kilo, derfor kan man ikke hugge ved at slå med armene, i stedet for holder man armene relative stive og hugger ved at vugge med kroppen, det er hårdt, men hvis man er i træning er det ikke et problem. Efter brugen af den grove stokhammer er stenen næsten jævn. Svendestykket skulle være stok- men riffelhugget, derfor blev stokhammeren skiftet ud med en riffelhammer gr. 1 riffelhammeren har riller i stedet for prismer, og giver en rillet overflade, disse riller skal lægge nøjagtige, parallelle og vinkelrette på de øvrige flader, grad 1 hammeren udskiftes med gr.2 som laver den sidste planering, samtidig med der kontrolleres flittig med retstokken. Det er af afgørende betydning at fladen er lige, fordi der er den man efterfølgende måler ud fra. Den sidste hammer er gr.3 hammeren. Den er rent kosmetisk, hvor stenens rifler bliver markeret.  

 

 

Stenens overside er nu færdighugget, og jeg

 er startet på hugning af den første kant.

 

Når jeg har brugt så mange ord på at beskrive processen er det i håb om, at læseren fornemmer at det er en meget tidskrævende proces, det er ikke svært, men kræver stor omhyggelighed og en god fysik, det svære ligger i hjørner, kanter og profilerne, så nervepresset vil ligge sidst i forløbet hvor et kiks ikke kan løses ved at starte på en ny sten. De øvrige kanter hugges på præcis samme måde som beskrevet, eneste forskel er blot at man ikke skal flugte retningen, men kan benytte vinklen.

 

 

 

Der arbejdes på den 3 kant, man kan se de

4 retslag og forhøjningen, der næsten er hugget ned

 

Da jeg skulle hugge den sidste kant var jeg desværre lidt uopmærksom, det skyldtes sikkert at jeg havde været i byen aftenen før med vennerne, jeg kom lidt for langt ned i stenen og der blev en fordybning på ca. 3 mm. I en gr. 3 hugning må der max være 2 mm. Selvom jeg fik trukket hullet ud på hele fladen så den ikke er synligt med det blotte øje, kunne den ikke skjules for en lineal og et fagligt øje, Så min sølvmedalje røg som prisen for en glad aften i byen, og mit eneste håb var at dommerne overså den, men sådan går det jo sjældent i den virkelige verden. Bunden var hurtig overstået den var beskrevet som tugtet fuge, det vil sige den var grovhugget da den skulle ligge på jorden og derved ikke var synlig. Stenen var nu hugget på alle 6 sider, og havde form som en stor tændstikæske.

 

Stenen er riffelhugget på alle synlige kanter.

 

Jeg var nu klar til at hugge profilerne, som nævnt er det det sværeste, den første profil jeg skulle hugge er et vinkelhak der skal gå hele vejen rundt om stenen i toppen. En sten er mere skørt end glas, specielt når den er behugget, så der skulle hugges med stor forsigtighed. I dag ville man skære det ud med en vinkelsliber eller kantskærer, og derefter efterhugge vinkelhakket så den stod med samme behugning, som den øvrige sten. Når vinkelhakket skal hugges manuelt, starter man med at hugge en lille not eller rille ca. ½ cm. Fra vinkelhakkets kant, derefter hugger man forsigtigt, fra kanten og ind mod noten, når stenen er planeret er der en lille forsænkning i notens dybde, noten hugges nu dybere, og processen gentages indtil man er nede i den ønskede dybde. Vinkelhakkets lodrette og vandrette flade hugges med en bredmejsel, som to retslag, og afsluttes ved at efterhugge med en lille profil riffelhammer gr. 3 denne hammer har en skrå bane, for at man kan hugge helt ind i profilet.

 

 

 

Første vinkelhak  

 

Der hugges 4 vinkelhak på samme måde.

 

 

 

De fire vinkelhak er nu færdige, bemærk riffelhammeren med den skrå bane 

 

Den sidste profil er hulkelen, den hugges ved at lave en lige skrå fas i hulkelens bredde, fasen hugges med en bredmejsen indtil man er nede i den ønskede dybde. Nu laver man en lille not midt i fasen, og hugger forsigtigt imod denne not fra begge sider, mens man skaber rundingen, den endelige runding, hugges med en riffelhammer gr. 3 med en rund bane, her sammenholdes rundingen med den oprindelige zink skabelon, som blev lavet på fagskolen.

 

 

 

Der arbejdes på den første hulkele

 

 

Stenen er nu næsten færdig, på billedet kan

man også se min klaphammer, som jeg stadig bruger.

 

Nu var de 14 dage næsten gået, og jeg havde tid til den sidste finpudsning af stenen. Efter endt hugning blev stenen anbragt i et aflåset værksted hvor skuemestrene, to svende og to mestre, kunne bedømme den. Jeg havde se de var kommet, men jeg havde fået strenge pålæg om, ikke at komme i nærheden af dem eller stenen. Da de var gået, forsøgte jeg at udfritte Charles, som var min læresvend, om resultatet, men han var tavs som en østers, selvom han havde overværet bedømmelsen. Først to dage efter, skulle jeg møde op på industrihotellet for at høre afgørelsen. Det er sikkert de to længste dage jeg har oplevet. Da dagen oprandt begav jeg mig over gaden til hotellet, hvor jeg blev budt velkommen af formanden, der var dækket op med kaffe, flødekager og konjak. Mit første spørgsmål var om jeg var bestået, men det blev hurtig fejet væk, med ordene om at jeg stadig var lærling, og jeg måtte vente til svendene og mestrene var klar, herefter begyndte de at tale indbyrdes om kollegaer og faglige ting, jeg følte denne snak varede en evighed. Endelig henvendte de sig til mig, hvor de først forhørte og kommenterede sig om min teoretiske uddannelse, som var foregået, først på kunsthåndværkerskolen og senere på den nyoprettede stenhuggerskole i Rødovre. Efter den af samtalen var overstået, kom turen til det praktiske, hvor jeg fik meget ros, men også bemærkninger om den fejl der var i stenen. Det hele mundede ud i at jeg fik karakteren 9.9 efter skalaen der gik til 10, dermed var jeg bestået med bronzemedalje. Få dage senere forlod jeg Bornholm, som stenhuggersvend og en epoke i mit liv var afsluttet.

 

 

Se også afsnittet om manuel bearbejdning