Overflader og Faglige normer ...

- fremkaldelse af stenens ansigt gennem behugning og overfladebehandling

OVERFLADEBEHANDLINGER og NORMER


I de gamle danske kirkebygninger bliver

 man ofte betaget af den måde, stenmesteren har håndteret sit materiale på og skabt et byggeri med et rigt spil af lys og skygge og varierende behugninger. Vi kan naturligvis ikke afvise, at noget af virkningen er opstået på grund af uensartet materiale eller tilfældige variationer i bearbejdningen og behagelig patina.

Derimod er der ingen tvivl om, at senere århundreders bygmestre i renæssance- og barok tiden helt bevidst spillede på naturstenens overfladebearbejdelse for at understrege form og funktion. Bygningernes bærende elementer blev udført i groft tilhugget granit for at understrege styrken, hvorimod de finere tilhuggede detaljer blev anbragt i de højere liggende etager. Stenoverflader, som menneskene kom i direkte berøring med, fik en behandling, som regel slibning, der gjorde stenen »blød« og behagelig at røre ved. Foruden disse mere følelsesladede betragtninger ved valget af overfladebehandlinger er der naturligvis også nogle meget konkrete, praktiske hensyn at tage. Skridsikkerhed, hensynet til let og praktisk rengøring, evnen til at modstå miljøets påvirkninger m.m..

De forskellige behandlinger er påvirket at det værktøj, der bruges, og måden det bruges på.

- Naturstenens overflade skal altså vælges omhyggeligt ud fra hensyn til en række praktiske, æstetiske og også emotionelle forhold. Det nødvendiggør, at de forskellige muligheder og valget kan beskrives tilstrækkelig præcist.

Herunder defineres i tekst og fotos nogle af de mest anvendte normer indenfor stenhuggerfaget. Selvom alle behugninger i billeder, mangler naturligvis den tredimensionale virkning, - men jeg viser gerne prøver frem.


Stenens ansigter


Stenens overfladebehandling har stor betydning for det syns- og helhedsindtryk, som det færdige arbejde fremtræder med.

Ved hjælp af behugningen kan stenhuggeren variere og berige overfladen og understrege formen. Selv stenens farve varierer med behugningens art.

 

 

 

Råkop
Den mest »rå« overflade. Ubearbejdet med tilrettede kanter.
Fladen fremkommer ved kløvning/kantsætning og er uden eller med kun få huggemærker.
Udføres med bred-/rundkiler eller plyre samt klaphammer og kantjern.

 

 


Poleret
Blank og spejlende. En fornem overflade, meget rengøringsvenlig og smudsafvisende. Velegnet til facade- og  vægbeklædning. Polering fremkommer ved at stenen slibes med diamant kop og 4 efterfølgende slibeklodser med forskellig grovhed, stenen poleres op med en filtskive tilsat et fint slibe/polermiddel.

 

 


Diamantslebet
Grovslebet overflade er en hel jævn og glat men ikke blank.  Stenen bliver meget lys med tydelige afmærkninger af Diamantkoppen, mellem den mørke polering og den lyse diamantslibning, kan man frembringe de forskellige nuancer.

 

 


Termisk spaltet
Eller »jetbrændt« eller blot »brændt«. Brænding af savet overflade giver en meget jævn, men skridsikker overflade. Mere rustik overflade opnås ved brænding af kløvet overflade. Fladen fremkommer ved brænding på savet/hugget flade. Udføres med jetbrænder.

 

 

 


Stokhugget
Overfladen fremtræder mere jævn end spidshugget. Stenens struktur bevares, om end stenen, umiddelbart efter behugningen, vil have et lidt ferskt udseende. Næsten alt stokhugning er i dag mekanisk, en fagmand kan se forskel på manuel / maskinelt hugning stokhugning kan ikke hugges ud til stenens kant derfor vil der altid være en riffelhugget bræmme,  En skridsikker overflade. Udføres i flere grader.
Stokhugget flade, grad I
Fladen er stokhugget fra spidshugget/savet flade og fremstår som en grov flade, hvor max. 6 mm partielle fordybninger er tilladt. Udføres med tohåndsført hammer med en bane indeholdende 25 prismer på 25 cm2.
Stokhugget flade, grad II
Fladen er stokhugget fra spidshugget/savet flade og fremstår som en halvgrov flade, hvor max. 4 mm partielle fordybninger er tilladt. Udføres med tohåndsført hammer med en bane indeholdende 49 prismer på 25 cm2.
Stokhugget flade, grad III
Fladen er stokhugget fra spidshugget/savet flade og fremstår som en fin flade, hvor max. 2 mm partielle fordybninger er tilladt.
Udføres med tohåndsført hammer med en bane indeholdende 81 prismer på 25 cm2.

 

 

 

Riffelhugget
Overfladen synes »stribet«. Jævn overflade, hvor behugningen syner mere end stenens struktur. Riffelhugning er næsten altid håndhugget, en maskine kan ikke afsætte riflerne parallelle. Udføres i flere grader.
Riffelhugget flade, grad l
Fladen er riffelhugget fra spidshugget/savet flade og fremstår som en grov flade, hvor max. 6 mm partielle fordybninger er tilladt.
Udføres med tohåndsført hammer med en bane indeholdende 4 rifler på 3 cm bredde.
Riffelhugget flade, grad II
Fladen er riffelhugget fra spidshugget/savet flade og fremstår som en halvgrov flade, hvor max. 4 mm partielle fordybninger er tilladt.
Udføres med tohåndsført hammer med en bane indeholdende 6 rifler på 3 cm bredde.
Riffelhugget flade, grad III
Fladen er riffelhugget fra spidshugget/savet flade og fremstår som en fin flade, hvor max. 2 mm partielle fordybninger er tilladt.
Udføres med tohåndsført hammer med en bane indeholdende 8 rifler på 3 cm bredde.

 

 


Spidshugget
Overfladen er mere jævn end råkop, men det »rå« skimtes imellem behugningspunkterne, kaldet spidshyben. Udføres i flere grader.
Spidshugget flade, grad OA (Nul A)
Fladen er spidshugget fra ru flade med stort mellemrum mellem spidshyben og fremstår som en flade, hvor max. 20 mm partielle fordybninger er tilladt.
Udføres med klaphammer og spidsmejsel.
Spidshugget flade, grad OB (Nul B)
Fladen er spidshugget fra ru flade med synligt mellemrum mellem spidshyben og fremstår som en flade, hvor max. 13 mm partielle fordybninger er tilladt.
Udføres med klaphammer og spidsmejsel.
Spidshugget flade, grad OC (Nul C)
Fladen er spidshugget fra ru flade med kun lidt synligt mellemrum mellem spidshyben og fremstår som en flade, hvor max. 6 mm partielle fordybninger er tilladt. Udføres med klaphammer og spidsmejsel.