Manuel bearbejdning af sten ...

- Øjet, hjernen, hånden, værktøjet, stenen


MANUEL BEARBEJDNING AF STEN


Øjet, hjernen, hånden, værktøjet, stenen og heraf følgende håndværksmæssige frembringelser, har altid - som tidligere nævnt - udgjort en væsentlig del af menneskehedens historie. De mange forskellige stenhuggere bag de mange århundreders naturstensfrembringelser har været præget af både forskellige stilarter, stenarter og især de på tiden tilgængelige værktøjsmaterialer.

Det vil selvsagt føre for vidt at beskrive dem alle her, men vi skal i det følgende prøve at pege på de mere gængse og almene metoder og værktøjer, idet vi noterer, at stenbrydningsprocessen er beskrevet andetsteds.

 

Oftest er stenhuggerens arbejde startet med en ru stenblok, hvorfra det ønskede emne er udkløvet. Denne udkløvning udføres ved først at udmåle og afstrege, dernæst foretages en sporing med hammer og bredmejsel for at lede retningen for den senere adskillelsesproces, der foretages med kiler efter diverse hulbearbejdninger. Den egentlige adskillelse foregår sædvanligvis med henholdsvis en plyre, formet som den nederste del af en bredmejsel, eller med bredkile, som er en længere nederste bredmejselspids med to splitter, anbragt parallelt med kilens længdeakse og kløveretningen. Den sidste manuelle kileform er rundkilen, ligeledes med parallelt anbragte splitter i kløveretningen. For alle tre former gælder det, at adskillelsesaktiviteten udløses ved slag på kilen med en hammer. Det er, med henblik på manuel viderebearbejdning, uhyre vigtigt at foretage alle delprocesser i kløvningen med stor akkuratesse, således at den efterkommende bearbejdning bliver så let/rationel som muligt.

 

Næste led i stenens forædlingsproces er den egentlige tildannelse, startende med omhyggelig udmåling og hugning af en udgangsflade med den tilstræbte behugningsgrad. Dette medfører en omhyggelig udmåling af den ru flade, afstregning og udflugtning samt kantsætning med kantjern, - igen er omhyggeligheden af interesse, da sjusk med disse indledende manøvrer uvægerligt hævner sig grusomt i den senere arbejdsproces. Derefter foretages fladebehugningen, som kan være spidshugget (prikket) og udføres med hammer og spidsmejsel, tidligere med pikhammer og i sandsten med grell.

 

Ved finere behugningsformer startes med en kantmejsling efter de kantjernssatte linier, i granit med klaphammer og bredmejsel, i sandsten med knippel og tandjern/bejsjern. Igen hævner eventuel sjusk sig ved den senere bearbejdning.

 

Herefter er banen klar til tilnærmelsen imod den ønskede finishbearbejdning, som i granit udføres med stok og riffelhamre med andetsteds beskrevne grader; på de stokhuggede flader altid med riffelhuggede kantslag vinkelret på fladens afgrænsninger.

 

 

 

I sandsten finishhugges med knippel, tandjern og skorrerjern i forskellige finhedsgrader. Fælles for alle finishbehugninger er, at de trods optimal kraftudfoldelse og koncentration tager forholdsvis lidt af stenen pr, slag. Dette for at understrege det førnævnte krav om stor omhyggelighed i de indledende faser, fordi unøjagtigheder her siden skal rettes op med værktøjer, som har den mindste effekt i forhold til den investerede udfoldelse.

 

De nævnte værktøjer og metoder for fladebearbejdning gentager sig stort set ved profil- og buehugning, dog delvis med forskellige, ofte meget individuelt udformede, specialværktøjer.
Til støtte for de nævnte bearbejdningsformer anvendes retstokke, vinkler og skabeloner.


Ved figur- og dekorationshugning er bearbejdningsformen stort set den samme, dog er hjælpemidlerne her en model og et punkterapparat. Sidstnævnte er et måleinstrument, hvormed man overfører målepunkter fra model til stenene, således at målepunktet tredimensionalt befinder sig på samme sted på henholdsvis model og emne i forhold til udmålte baser for punkterapparatet.


 Udover de nævnte målehjælpemidler, er det i høj grad
udøverens øje for former og proportioner, som er afgørende derfor det færdige resultat og løvrigt også for det tidsmæssige forbrug.


 l vore dage har teknologien, som på andre områder i vores
hverdag, gjort sit indtog i stenhuggerfaget, - på godt og ondt. Godt fordi maskinerne overtager en del af det fysiske slid og helbredsmæssigt mest belastende arbejde, ondt fordi der naturligvis er en latent risiko for, at maskinerne gradvist opæder det gamle håndværk.

En sådan opædende udvikling gør vi i stenhuggerfaget
meget for at forhindre, dels igennem vor uddannelse og at ved i det daglige at forsøge en kombination mellem maskinel og manuel bearbejdning, således at det færdige produkt stadigvæk i høj grad er et stykke håndværk.

 

Medhjælpende til en bevarelse af stenhuggerhåndværket, er den glædeligt store interesse, der er i vort samfund, omkring at vedligeholde og forny vore gamle bygninger. Et hjertesuk til slut kunne omhandle et ønske om, at man også i nybyggeriet i højere grad fremover ville anvende håndværksmæssigt udførte naturstenselementer.

 

Se også stenhugning, hvor hugning af et svendestykke beskrives.