problemer være løst. Jeg tror, det at møde forskellige typer af fagfolk vil være godt for de efterladte, først bedemanden, dernæst graveren og til sidst stenhuggeren. Gravsten behøver ikke være ens og kedelige, fastslår Steen Jensen og viser det på sin hjemmeside, hvorfra disse eksempler er taget
Også Stenhuggerens ansvar
Hvis jeg kikker på mit eget fag, må vi naturligvis også tage vores del af ansvaret for de kedelige gravsten. Et typisk stenhuggeri, har i dag en udstilling der stort set, ikke har forandret sig de sidste 20 år, jeg tror dog på, at hvis vi bliver udfordret, vil vi kunne omstille os til at levere mere nutidige sten, tiden er måske kommet hvor vore omgivelser skal til at stille krav til vores faglighed. Den store spiller på området, er dog menighedsrådene, der er de eneste der ændre på udviklingen på kirkegårdene.
Mange klausuler
Én af de store bremsere for smukkere sten er kirkegårdenes mange klausuler, det er en sjov tanke, at de sten vi i dag finder smukke, alle er opsat før begrebet klausuler var opfundet. Groft sagt er der to typer kirkegårde, dem der er i udvikling og dem der er under afvikling. De første er typisk by kirkegårdene, hvor der har været en stigning i befolkningsantallet, fordi der har været en vandring fra land mod by. Her er der en mening i at lave små urnegravpladser, men samtidig udlægger man flere grønne friarealer, for at give kirkegården karakter af park. Man kan i den forbindelse spørge sig selv, om det ikke var bedre at begrænse de grønne arealer en smule og derved give bedre plads til gravstederne, som nogen steder er så små at stenene, næsten er uegnede til deres rette brug, det sker ofte, at vi må sige til familien at deres ønske om dekoration eller mellemnavn ikke kan opfyldes, fordi der ikke er den fornødne plads på stenen. Anderledes er det på kirkegårdene i de sogne der affolkes. Her sløjfer man gravsteder i større mængde end der bliver etableret nye, samtidig laver man de små urnegravsteder, selvom man reelt har plads nok. Det vil sige, at man om 30 år har sløjfet alle gamle gravsteder, så resultatet er en stor plæne og med kirkegården i et lille hjørne. Måske er det ikke nødvendig at sløjfe flere gravsteder end kirkegården har brug for til nysalg, så man ikke ødelægger kirkegårdsbilledet, eller man kan måske bruge de gamle gravsteder til urnegravsteder, det kunne give et mere bevarende billede af kirkegården, som vi kender den, hvem siger at urnegravsteder altid skal være så mikroskopiske, at der ikke er plads til at lave dem personlige. Det var lidt strøtanker om Kirkegården
Steen Jensen
Sten- og billedhugger
Nykøbing Mors
