Fra menighedsrådsbladet maj 2007 ...

- Tanker om kirkegårdskultur

 Fra menighedsrådsbladet maj 2007

 

Nye gravsten
Er ofte uniformerede og kedelige

 

Tanker om kirkegårdskultur


Som stenhugger og medlem af foreningen for kirkegårdskultur, har jeg ofte været på ekskursion på mange af landets kirkegårde. Billedet har næsten altid været det samme, på kirkegården er der mange spændende sten, disse sten er generelt af ældre dato, medens de nye sten på det nærmeste er uniformerede og kønsløse. Det giver ofte anledning til spørgsmål om hvorfor danske stenhuggere ikke længere kan levere sten af rimelig kvalitet og æstetik. Selvom vi stenhuggere har en del af ansvaret for de forsimplede sten, mener jeg dog, at problemet er mere kompleks. Jeg må erkende, at jeg har flere spørgsmål end svar, men da dette i høj grad er et spørgsmål om holdninger, er det måske meget godt. I bund og grund er det de efterladte der vælger begravelsesform og gravsten, og man kan sige at det er dette valg der bestemmer gravstedets udseende. Jeg tror ikke der er nogen der vil fratage de efterladte dette personlige valg, men kan man træffe en kvalificeret beslutning, uden at have mulighed for helt at kende konsekvensen. Jeg vil forsøge at belyse det med et par eksempler. For nylig solgte jeg en sten til en familie, de havde specifikke ønsker til overflade og udsmykning, men de havde valgt en plade i plænen, hvor klausuler gjorde deres ønsker umulige. Et andet eksempel er ”Estonia´s” forlis. Her har de afdøde fået en smuk begravelsesplads, men de efterladte udtrykte et stort ønske om at få de omkomne begravet. Man kan drage paralleller til vores ukendte begravelser, hvor mange fortryder valget.

 

Hastværk 

Den eneste konklusion der kan drages er, at de efterladte, mangler indsigt i hvad deres beslutninger indebærer, fordi disse beslutninger bliver taget for hurtigt. I gammel tid blev gravstedet anlagt og gravstenen sat på årsdagen for dødsfaldet, det markerede afslutningen på sørgeperioden, og familien havde den fornødne tid til at forholde sig til dette. Jeg ved, at man ikke kan gøre det samme i dag, og jeg ved også, at der er andre faktorer der spiller ind, så som at familien er mere spredt, og ikke længere har de samme bånd til sognet. En anden faktor at vi i dag har bedemænd der tager sig af alt det praktiske. Det er principielt godt og de efterladte er glade for at mange problemer bliver løst af professionelle bedemænd der er fagfolk på deres felt, men der er også den minus, at alt går hurtigt, og man mister tiden til eftertænksomhed, ved at alle beslutninger bliver taget kun få timer efter dødsfaldet.

 

Spørg de ansatte 

Efter min bedste vurdering ville det være godt, hvis menighedsrådene lavede en forordning, så de efterladte selv skulle aftale gravplads med kirkegårdens folk på kirkegården. Hvis de fik vist de forskellige muligheder og deres begrænsninger, ville mange små og store

 

 

 

 

 


Gravsten behøver ikke være ens og kedelige, fastslår Steen Jensen og viser det på sin hjemmeside.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

problemer være løst. Jeg tror, det at møde forskellige typer af fagfolk vil være godt for de efterladte, først bedemanden, dernæst graveren og til sidst stenhuggeren. Gravsten behøver ikke være ens og kedelige, fastslår Steen Jensen og viser det på sin hjemmeside, hvorfra disse eksempler er taget


Også Stenhuggerens ansvar

Hvis jeg kikker på mit eget fag, må vi naturligvis også tage vores del af ansvaret for de kedelige gravsten. Et typisk stenhuggeri, har i dag en udstilling der stort set, ikke har forandret sig de sidste 20 år, jeg tror dog på, at hvis vi bliver udfordret, vil vi kunne omstille os til at levere mere nutidige sten, tiden er måske kommet hvor vore omgivelser skal til at stille krav til vores faglighed. Den store spiller på området, er dog menighedsrådene, der er de eneste der ændre på udviklingen på kirkegårdene.

 

Mange klausuler

Én af de store bremsere for smukkere sten er kirkegårdenes mange klausuler, det er en sjov tanke, at de sten vi i dag finder smukke, alle er opsat før begrebet klausuler var opfundet. Groft sagt er der to typer kirkegårde, dem der er i udvikling og dem der er under afvikling. De første er typisk by kirkegårdene, hvor der har været en stigning i befolkningsantallet, fordi der har været en vandring fra land mod by. Her er der en mening i at lave små urnegravpladser, men samtidig udlægger man flere grønne friarealer, for at give kirkegården karakter af park. Man kan i den forbindelse spørge sig selv, om det ikke var bedre at begrænse de grønne arealer en smule og derved give bedre plads til gravstederne, som nogen steder er så små at stenene, næsten er uegnede til deres rette brug, det sker ofte, at vi må sige til familien at deres ønske om dekoration eller mellemnavn ikke kan opfyldes, fordi der ikke er den fornødne plads på stenen. Anderledes er det på kirkegårdene i de sogne der affolkes. Her sløjfer man gravsteder i større mængde end der bliver etableret nye, samtidig laver man de små urnegravsteder, selvom man reelt har plads nok. Det vil sige, at man om 30 år har sløjfet alle gamle gravsteder, så resultatet er en stor plæne og med kirkegården i et lille hjørne. Måske er det ikke nødvendig at sløjfe flere gravsteder end kirkegården har brug for til nysalg, så man ikke ødelægger kirkegårdsbilledet, eller man kan måske bruge de gamle gravsteder til urnegravsteder, det kunne give et mere bevarende billede af kirkegården, som vi kender den, hvem siger at urnegravsteder altid skal være så mikroskopiske, at der ikke er plads til at lave dem personlige. Det var lidt strøtanker om Kirkegården


Steen Jensen
Sten- og billedhugger
Nykøbing Mors