STENBRYDNING
At anvende natursten som råmateriale må jo synes at være en billig løsning, stenen ligger der jo bare, i hvert fald i bjergrige egne. Der er dog en række forudsætninger, der må tages i betragtning, før en lønsom produktion kan igangsættes.
Farve og struktur må være tilstrækkelig ensartet i et større område, således at en rationel brydning kan igangsættes. Samtidig må bjerget være passende homogent, uden for mange revner og stik. Det er vigtigt at en større mængde kan udtages i tilstrækkelig store blokke, passende til moderne maskiner, til den videre forarbejdning.
Selvom naturstenshandel i dag er verdensomspændende, må både de geografiske forhold d.v.s.. fragtomkostninger, og de klimatiske forhold på brydningsstedet, d.v.s.. brydningsomkostninger, nøje overvejes. Det er sjældent, at man kan udnytte mere end 20% af den udsprængte mængde sten. Mere almindeligt er det, at kun 10% er anvendelig som prima blok.
Brydning af natursten er meget forskellig fra den ene stentype til den anden.
Granitbrydning
Er hovedopgaven at producere råblok til videre forarbejdning, vil man altid forsøge at få blokken ud i størrelser, der passer til de maskiner, hvorpå den videre forarbejdning skal ske, f.eks.. rammesave.
Derfor er det mest rationelt at anlægge sit brud i terrasser med en højde fra terrasse til terrasse på 6-8 m. Der bør være mindst 2 frie sider. I modsat fald vil klippen være så »indspændt«, at den ikke kan sprænges ud uden stor skade på stenen. Det kan være nødvendigt at brænde en frigang (en ca. 100 mm spalte) i den ene ende eller begge ender af pallen ved hjælp af jetbrænding.
Hele pallen kan efter vandret og lodret boring sprænges ud og derefter deles ned til håndterlige størrelser. Ved brydning af gavnsten anvendes altid sortkrudt eller tilsvarende skånsomt sprængmiddel, - aldrig dynamit. Forsøg med diamantbesat wireskæring direkte i bruddet forsøges, indtil videre, i lille målestok.
Marmor- og Kalkstensbrydning
Den mest almindelige brydningsform i Italien, når det drejer sig om relativ homogen og ikke for hård marmor, er udsavning direkte i bruddet med wire, vand og kvartssand. Også udsavning med diamantbesat wire er ved at vinde indpas.
Kalksten, der ofte ligger i relativt tynde horisontale lag, kan brækkes direkte ud uden eller med beskeden boring. Men udskæring med wiresav eller diamantbesat kædesav såvelsom rundsav finder også sted.